Den Dag, hvor Sunshine Coast blev Orange
Det har ikke været på min liste over ting at gøre, før jeg dør, men da jeg modtog et uventet telefonopkald, der inviterede mig til at se Dalai Lama optræde på et sted, greb jeg muligheden.
Jeg må indrømme, at jeg havde nogle betænkeligheder og mere end en klant cynisme over nogle af disse overdrevent reklamerede, tungt sponsorerede besøg fra religiøse og åndelige ledere, men da buddhismen er et af de trossystemer, jeg læner mig op ad, besluttede jeg, at det var tid til at omfavne muligheden.
Og det gjorde jeg.
For det første opfyldte stedet alle krav. Ikke en stor fodboldstadion, hvor Hans Hellighed kunne råbe sin åndelige vejledning ud til alle over megafoner. Nej, dette var på Chenrezig Institutet, som ligger i det frodige bagland ved Sunshine Coast i en by, du knap nok vil lægge mærke til, kaldet Eudlo. Chenrezig er et center for buddhistisk studier, retræte, meditation og praksis. Grundlagt i 1974 er det nu hjemsted for et stort fællesskab af Sangha (nonner og munke), studerende, beboere og frivillige. Det tilbyder ikke kun studier, men også indkvartering i og omkring fællesskabet, eller muligheden for at droppe ind og nyde de fredelige omgivelser.
Dalai Lama var på instituttet som en del af sit australske besøg for at velsigne de 8 stupas (disse er mindesmærker, der skildrer de 8 store gerninger af Buddha) i Oplysningens Have ved Chenrezig, og for at tale om medfølelse og dagligdagens venlighed.
Uden at vide, hvad jeg skulle forvente ved ankomsten til byen, blev det tydeligt, at dette var ret meget et ”gøren” (men efter at have set Dalai Lamas Facebook-side har han 3,5 millioner ”likes”, så jeg burde have vidst bedre!) Parkeret i en nærliggende sidevej, (min ven og jeg besluttede os imod parkeringspladsen - for mange festivalerog koncerter havde lært os at tænke aprés eventen!) blev vi eskorteret sammen med andre deltagere ind på busser, der var arrangeret og inkluderet i billetprisen (30 australske dollars / 50 australske dollars alt efter hvor du sad), jeg begyndte at føle, at jeg var på en spændende skoleudflugt!
Informationen om eventen havde været ret striks omkring, hvad der kunne eller ikke kunne tages med ind i retræten, med strenge taskeundersøgelser på plads. I virkeligheden var undersøgelserne meget lavprofil, men et trist tegn på tiderne, at disse procedurer er nødvendige.
Mad- og gaveboder mødte os med en række regnbuefarvede klæder, barberede hoveder og orange klæder ved ankomsten til instituttet, hvor jeg bemærkede en twinge af cynisme vende tilbage, da jeg kiggede på nogle (meget) tacky buddhistiske souvenirs. Besluttet på at være åbensindet, begav vi os op i hovedsceneområdet, hvor vi ventede på Hans Hellighed. Jeg vil sige, at der var et par tusinde mennesker samlet her, men det føltes ikke trangt eller klaustrofobisk, og der var en genuin god atmosfære. Vejret havde også velsignet os ved dette udendørs arrangement med smuk vintersol, der varmede os, mens vi sad og ventede i de plastikstole, der var til rådighed.
Dalai Lama skulle på scenen omkring kl. 12.30, og arrangementet startede med den lokale aborigine Lyndon Davies og hans Gubbi Gubbi-dansere, der udførte en velkomstdans til Dalai Lama. Efter dansen underholdte Hans Hellighed os med at beslutte, hvor han skulle sidde på scenen, og han engagerede allerede publikum med et humoristisk glimt i øjet!
Så hvor skal jeg starte med, hvad Hans Hellighed havde at sige? Jeg ville ikke gøre Dalai Lama uretfærdighed ved at forsøge at fortolke alt, hvad han sagde, men her er min tolkning af det.
Denne meget veluddannede og kvik 80-årige (som efter eget udsagn har flygtningestatus - som han sagde - har haft mulighed for at omfavne alle slags kulturer) begyndte med at tale om de sidste hundrede års eksterne påvirkninger og hvordan teknologien er udviklet, men hvordan vores neuroner i hjernen stadig er de samme. Jeg lagde mærke til roen i hans stemme, han råbte ikke eller prædikede, bare talte om de ændringer, der er opstået i det sidste århundrede - det kunne have været en snak mellem venner undtagen at jeg så ham på en stor skærm...
Han fortsatte med at sige, at selvom vores liv muligvis er lettere med den teknologiske revolution, udfordrer de eksterne påvirkninger os stadig med stress, frygt og bekymring. Materiel rigdom vil ikke bringe os lykke, og stoffer og alkohol giver midlertidig lindring fra hverdagens bekymringer (jeg håber, det betyder, at jeg stadig kan få et glas vin eller to om fredagen!).
Dalai Lama fortalte om en milliardærven, der havde alt, hvad penge kunne købe, fra private øer til private jets, men hvordan han tilsyneladende havde samlet mange venner undervejs - var de ægte venner eller venner af formue, spurgte han, publikum lo af dette, ligesom Dalai Lama. Han kunne lide at grine af sine egne vittigheder og ikke tage sig selv for alvorligt!
Han talte om, hvordan det er videnskabeligt bevist, at et sundt sind betyder en sund krop, og hvordan man skal være venlig over for medmennesker. Ikke dømme forskellige racer og religioner, men respektere deres trossystemer. Selvom non-belive must vil også blive respekteret, da det er deres tro. Mine tanker gik til krig og konflikt i religion, hvilket var god timing, da det derefter var tid til spørgsmål og svar fra de mange studerende fra skoler langs Sunshine Coast, der var blevet inviteret til arrangementet.
Krig, ifølge Dalai Lama, er organiseret eller i nogle tilfælde legaliseret vold. Han fortsatte med at tale om Libyen, hvor opstanden er, fordi Mellemøsten er ved at komme videre, og folkene ønsker demokrati, som er deres ret. Det blev tydeligt, at Dalai Lama så på studenterne som fremtiden - han sagde 'I er fra det 21.århundrede; de af jer, der er 20 eller 30 år gamle, er alle fra det 21. århundrede. I er fremtiden, og hvem kan skabe forandring. Jeg er fra det 20.århundrede og han lo igen. 'Tænk og bidrag på en betydelig måde - hvilket jeg vil fortælle jer'. Fantastisk, jeg er degraderet i mine 40'ere til det sidste århundrede!Arrangementet sluttede med tak fra Ailsa Cameron, en Sangha ved Chenrezig, til alle involverede i, hvad der havde været en 9 måneders mission for organisation fra rådhuse til Eudlos folk, frivillige og medlemmer af Chenrezig-instituttet, der havde støttet arrangementet. Dalai Lama takkede og velsignede dem, der var involveret, og gav dem hvide klæder. Og det var det, han tog af sted - i en helikopter, og vi vinkede alle, mens han svømmede rundt om vores hoveder og videre til sit næste besøg. Da jeg gik rundt på scenen, hvor han havde siddet, var der en følelse af ro og genuin kærlighed til denne åndelige leder. På vej tilbage til bilen blev vi kontaktet af en tibetansk familie, der boede i Brisbane. Kunne vi give dem et lift til landsbyen? En let tøven fra min side (hey, jeg er stadig en
Londoner
), men jeg blev glad for at efterkomme. Hvor meget medfølelse du har, kommenterede min ven - det var det, og det føltes godt. Londoner), but gladly complied. How very compassionate of you, my friend commented â it was and it felt good.
